Torsdag d. 12/2 var jeg til et oplæg om ‘spin’ med politisk kommentator og direktør Lotte Hansen og Borgerligt Centrum’s Simon Emil Ammitzbøll. Arrangementet var stablet på benene af UngKom Midtjylland- Dansk Kommunikationsforening.
Lotte var første levende billede på gulvet, og jeg havde nu store forventninger til hende, efter at have hørt og set hende mange gange på Jersild og Spin. Om hun bare var ramt af samme bølge af sygdom som alle os andre, eller om hun var decideret uoplagt, skal jeg ikke kunne sige. Men det var en noget rodet gennemgang af konceptet ‘spin’ og ikke mindst hendes karriere indenfor feltet. Der blev sprunget lidt imellem sofisterne og Lotte Bundsgaard, og så tilbage til Platon for derefter at snakke om Vinterbyggefonden. Piller man de enkelte anekdoter ud og ser på dem enkeltvis, var de som sådan interessante nok. Men jeg manglede i den grad den røde tråd i hendes oplæg, og jeg vælger at tro på, at hun bare var blevet overmandet af forkølelse/influenza, for det var bestemt ikke den skarpe Lotte Hansen, jeg før har set.
Så derfor var det helt befriende at slutte eftermiddagen af med oplægget fra Simon Emil Ammitzbøll som kom med god energi, en rød tråd, og en masse gode betragtninger og ikke mindst eksempler på hvordan spin i dén grad benyttes kontinuerligt som et helt almindeligt redskab i det politiske arbejde. Jeg må sige, at jeg synes, han er en god taler, og han har i den grad forstået at bruge det talte ord.
Og hvad fik jeg så ud af denne eftermiddag (udover kage og te)? Som der flere gange blev nævnt denne eftermiddag, er ordet ‘spin’ måske et forkert ord at bruge. Som Lotte sagde på et tidspunkt, så er en ‘spindoktors’ arbejde vel ikke anderledes end en almindelige kommunikationsrådgivers? Det handler vel egentlig bare om, at man fremstiller en historie med en bestemt vinkel. Én historie kan have mange sandheder, og så er det bare spørgsmålet om, hvilken sandhed man helst vil have frem. Det må nok være læresætningen fra gårsdagens arrangement.
Men jeg blev nok ikke så meget klogere i løbet af dagen i går, for ‘spin’ er jo noget vi som kommunikationsfolk arbejder med til daglig – dog uden at kalde det spin. Men det var nu alligevel meget sjovt at høre et par gode anekdoter fra Borgen, og ikke mindst at møde et par mennesker med lidt pondus.