Da jeg var på AoIR konferencen tilbage i oktober 2009, var jeg til et oplæg af Lisbeth Klastrup om tendensen indenfor statusopdateringer på sociale medieplatforme som Facebook og Twitter.

Fænomenet med små korte opdateringer kaldes også for Social Storytelling (SST), og kan betragtes som en slags ’soap opera’ med dig i hovedrollen. At man kan kalde det for ’soap’ er egentlig meget tydeligt, hvis man ser på det, der kendetegner langt de fleste opdateringer:

• Sladder
• Detaljer fra privatlivet
• Følelser
• Flere historier/plots
• Nutidigt
• Skildring af hverdagen

Klastrup inddelte statusopdateringerne i tre kategorier:

• Episodiske: du fortæller om noget der allerede er sket
• Dramatiske: du forsøger at vække læserens interesse ved at skrive ’skæve’ og mærkelige opdateringer
• Engagerende: du forsøger at få dine læsere til at kommentere på din opdatering

At jeg først nu vender blikket tilbage til dette oplæg, skyldes en artikel fra Metroexpress, der handler om brugen af sociale medier i undervisningen i den danske folkeskole. Det er efterhånden ingen hemmelighed, at de danske børns læse- og skriveevner ligger på et meget lavt niveau - målt i forhold til andre europæiske lande - og efter en læsekonference i København i januar 2010, blev der derfor rejst forslag om brugen af de sociale medier i undervisningen,

Man kan måske synes det er lidt mærkeligt at bruge de meget korte statusopdateringer som en del af læseplanen, specielt når man ser på det sprog mange unge anvender. Der er jo både forkortelser, slangudtryk og engelske ord. Jeg sidder nogle gange selv og undrer mig over hvad en af mine familiemedlemmer - en 15-årig pige - skriver i hendes opdateringer. Det giver ikke altid mening for mig, men det gør det tilsyneladende for hendes jævnaldrende venner - er det så mig der er ved at blive gammel?

Nå, men tilbage til artiklen. Ditte Laursen, forsker i digital kommunikation ved Syddansk Universitet, kommenterede på ovenstående problematik:

“At læse og skrive handler ikke kun om at stave korrekt. Det handler også om at blive forstået.”

Det, Ditte Laursen her taler om, er mere fokus på diskursanalyse. For de endnu ikke indviede, er diskursanalyse kort fortalt en analyse af et stykke tekst (skriftligt eller mundtligt), hvor man forsøger at kortlægge hvad det reelle indhold er (altså ikke bare de skrevne ord). Man kan analysere på en række parametre, og i mit arbejde, fokuserer jeg på syv forskellige virkemidler, som vi alle bruger i større eller mindre grad, hver gang vi kommunikerer:

1. Vi forsøger at sætte det, vi siger, ind i en sammenhæng.
2. Vi vælger vores ord, så det, vi siger, indikerer, hvad vi mener er rigtigt eller forkert.
3. Vi indikerer via vores (fag)sprog, hvilken faggruppe vi tilhører.
4. Vi forsøger at gøre vores ytringer værdifulde og vigtige.
5. Ved hjælp af vores ord viser vi, hvilken aktivitet vi deltager i.
6. Vi bruger vores sprog til at indikere at vi har en bestemt identitet eller rolle i den givne sammenhæng.
7. Vi indikerer hvilke relationer eller forhold vi har til vores læsere/lyttere.

Jeg vil vende tilbage til ovenstående i et senere indlæg, men nævner det blot her for at sige, at det netop er utroligt vigtigt at vi bliver mere bevidste om hvordan vi udtrykker os, da der er så mange lag man kan tolke på, og hvorfor mange ofte føler sig misforstået.

Og eftersom vi alle er gået hen og blevet fortællere - igennem vores statusopdateringer på Facebook og Twitter - stiller det også større krav til vores kommunikative evner, og hvorfor ikke starte med at fokusere på det allerede i folkeskolen?

Smut også en tur forbi Vittrup | Kommunikation eller den nye side på Facebook!