Ja, det er spørgsmålet, og noget mange virksomheder spørger sig selv om i dag. Skal de anvende sociale medier som en del af deres eksterne kommunikation?
Svaret kan være både ja og nej. Men hvad enten en virksomhed anvender sociale medier eller ej, kan vi ikke komme udenom at langt de fleste virksomheder bør have en social mediestrategi, for så længe deres kunder anvender de sociale medier som talerør, bør virksomhederne forholde sig til det.
Har man besluttet sig for at anvende de nye medier, bør man først og fremmest tænke over hvad formålet er - hvad vil I gerne opnå? Et større kendskab til Jeres brand? En tættere kontakt med Jeres kunder? Mere salg?
En virksomhed som Normann Copenhagen har valgt at satse stort på de sociale medier, og ikke nødvendigvis for at få en større omsætning, men for at udbrede kendskabet til deres brand og produkter. De anvender derfor både Flickr, Twitter, blog, Facebook og Youtube, og oplever en tættere kontakt med deres kunder.
Det, der gør de sociale medier så spændende, er de muligheder, der er for en virksomhed, for at få et enestående indblik i hvad kunderne mener om dem. Jeg har tidligere skrevet om bogen “Groundswell” af Li & Bernoff, der beskriver hvordan “understrømmen” (Groundswell) - dine kunders samlede stemme - kan være din genvej til uvurderlige data og informationer om hvad dit brand/produkt betyder for dem.
Li & Bernoff taler om tre måder, hvorpå du kan interagere med din understrøm; du kan lytte til dem, tale med dem og forsøge at engagere dem, hvad enten du finder dem på LinkedIn, Facebook, Flickr, Twitter eller gennem et nyhedsbrev eller en blog. Jeg vil ikke begynde at genfortælle hvad der ligger i de tre områder, da de som sagt allerede er beskrevet i et tidligere indlæg. Jeg vil blot fremhæve dem igen, for at vise hvilke kommunikationsmuligheder vi ser med de sociale medier.
Det er også vigtigt, at man ikke kun tænker på de sociale medier udelukkende som nye salgsværktøjer, men også medier der kan bruges til eks. videndeling og rekruttering. Et eksempel på videndeling ser vi hos Dell, der har oprettet en Facebook fanside under navnet “Social Media for Small Business - Powered by Dell”. Siden er ment som et sted, hvor små virksomheder kan få hjælp og indspark til brugen af sociale medier, ligesom du også kan hos Vittrup | Kommunikation på Facebook
Hvad angår rekruttering, har Normann Copenhagen, som jeg nævnte ovenfor, endda oplevet at deres aktiviteter på eks. bloggen og Twitter, har fungeret som gode værktøjer til rekruttering. Den store bonuseffekt var også, at de ansøgninger de fik via Twitter, var fra ansøgere der havde en oprigtig interesse i virksomheden, som havde fulgt dem via de sociale medier og derigennem havde en dybdegående indsigt i Normann Copenhagen.
Der er altså mange anvendelsesmuligheder, og de behøver derfor ikke kun at handle om ren markedsføring udlodning af konkurrencer, rabatter og tilbud - de kan bruges til meget mere
Smut også en tur forbi Vittrup | Kommunikation eller den nye side på Facebook!
Hej Line,
Tak for den pæne omtale af Normann Copenhagen. Jeg vil gerne tilføje at selvom at alle taler om facebook i disse dage, så oplever vi at bloggen nok er det medie der har størst værdi for os - hvis man ser indad. For på listen over interessante målgrupper er kollegaer og medarbejdere helt klart værd at nævne. På et tidspunkt overvejede vi et intranet til at formidle gode historier… heldigvis valgte vi at åbne op og dele med andre. Sociale medier drejer sig nemlig ikke kun om at være social med “dem udenfor” men også med - os selv.
Hilsen Michael
Normann Copenhagen
Hej Michael,
Tak fordi du kiggede forbi. Jeg er også selv af den holdning at man skal have en vis distance til medier som eks. Facebook. Det kan være et både godt og dårligt valg, og det er vigtigt at huske, at det kræver utroligt meget arbejde at opretholde. Så hvis man vælger den type kanal, så skal man også gøre det 100%.
Jeg er også ganske enig i dine betragtninger hvad angår intern vs. ekstern kommunikation. Jeg havde faktisk præcis samme snak forleden med en kollega i branchen, hvor vi vendte hvorvidt man kan være åben udadtil uden også at være det internt - og svaret er jo nok, at selvfølgelig kan man ikke det
Dbh
Line