…således var overskriften på et spændende gå-hjem-møde ved Recommended i Århus - arrangeret af CA. Nogle gange har man brug for inspiration udefra - ikke bare fra bøger og spændende artikler - men fra kollegerne i branchen, der måske har en anden tilgang til tingene. Og denne aften var det Mie Krogh, kontaktdirektør ved Recommended i Århus, der stod for det faglige indspark. Og hvem ved, måske du kan finde inspiration i et par af mine noter.
Aftenens oplæg var meget i overskrifter, og jeg vil nøjes med at se på de ting jeg fandt særligt interessant - set ud fra hvad jeg arbejder med. Den røde tråd gennem hele arrangementet, var naturligvis at få mest muligt ud af sit marketingbudget, og man kan vel sammenligne det med sponsorater - hvis ikke man aktiverer sit sponsorat, får man ikke meget værdi ud af det. Det samme gør sig altså gældende med dine marketingkampagner; de skal aktiveres og der skal følges op på dem. Endeligt er der også en masse billigere løsninger i form af eks. Facebook, Twitter og Foursquare, som måske er værd at se på - specielt i disse tider hvor budgetterne har det med at skrumpe.
Men lad os gå ombord i fire af de eksempler jeg gerne vil fremhæve:
Marketing er andet end kampagner
Som medarbejder i en marketingafdeling, handler det måske om at se på nye måder at optimere sin eksterne kommunikation. Mie Krogh gav et eksempel fra altan.dk (som i skrivende stund er ved at banke en altan op hjemme ved mig), hvor marketingchefen havde iværksat en kundetilfredshedsundersøgelse. Ved at fokusere på alle delprocesserne - fra bestilling til det færdige resultat - kunne han dermed se hvilke delprocesser der eventuelt skulle ændres, så han dermed opnåede hans primære mål - glade kunder. Det er stadig marketing, men set fra en anden vinkel. Og bonuseffekten er her, at det ikke kun gavner marketingafdelingen men også har en effekt igennem hele organisationen.
“Skab en platform”
Med ‘platform’ mener Mie Krogh at man skal skabe et grundlag for alle ens kampagner - de skal alle starte fra det samme sted. Med en fælles platform for alle kampagner, opnår man ikke bare en ensartet og konsistent markedsføring, men man undgår også at opfinde den dybe tallerken hver gang man vil søsætte en ny kampagne. Som case talte Mie Krogh om Sportigan hvis brand statement er “Gør din krop en tjeneste” - et statement som altså danner grundlag for alle deres kampagner. Din platform består af beskrivelsen af dit brand, dine brand values, mission, vision, positionering og til sidst dit brand statement. Med det i baghånden behøver man ikke at sætte den store brainstorm i gang, hver gang der skal laves en ny annonce - idéen ligger allerede klar!
Virksomhederne ud af Facebook!
Hvad så med de sociale medier? De er jo gratis at anvende (koster dog mandetimer), og forbrugerne anvender dem, så burde vi ikke også?
En af tilhørerne til aftenens arrangement, gjorde opmærksom på en meget omtalt undersøgelse fra Dwarf, der indikerer at brugerne af Facebook faktisk slet ikke er interesseret i at virksomhederne bruger Facebook som reklamemedie! Tallene fra Dwarf’s undersøgelse viser, at 5 ud af 10 ikke mener, at erhvervslivet har noget at gøre på Facebook, og at 4 ud af 10 helt afviser at blive venner med eller fans af virksomheder.
Men, nu kan man jo også vælge en mere positiv tilgang (set fra erhvervslivets side), der hedder, at halvdelen af brugerne ikke har noget imod, at virksomhederne er på Facebook, og at 6 ud af 10 rent faktisk godt vil være fans af eller venner med en virksomhed.
Det, der er super vigtigt at huske på, er, at hvis man vil være til stede på Facebook, skal man give brugerne noget relevant. Det må aldrig blive til spam, og de må aldrig føle, at du kun er der for at snakke reklamesnak med dem. Det er vigtigt at man tager udgangspunkt i mediet og ikke sit produkt. Se på hvad mediet kan tilbyde både teknisk og kommunikativt, og derpå om det passer ind i den type virksomhed du har, eller den service du tilbyder, og ikke mindst den måde du ønsker at kommunikere med din målgruppe på. Hvis det gør det, vil du opleve en højere grad af succes, end hvis din første tanke er “Facebook? Lad os bare prøve det!”
Vi må ikke glemme at vi er mennesker…
Der blev også talt om Kotler’s 4 P’er - Product, Price, Place og Promotion - og at tiden er inde til at tilføje det 5. P for People. Det er nu ikke den første gang det bliver nævnt, men ikke destomindre er det yderst relevant, og jeg kommer til at tænke på et blogindlæg, som jeg linkede til på min facebookgruppe, hvor de 4 P’er var omskrevet til at passe til de sociale medier. Det er et kig værd!
Nå, men det var hvad jeg fik ud af aftenen, og jeg håber at du også kan tage lidt med dig herfra. Hvis du er interesseret i at læse mere om deres arrangementer, kan du se mere på www.ca.dk/foredrag
Smut også en tur forbi Vittrup | Kommunikation eller den nye side på Facebook!