Jeg faldt lige over det her indlæg, der er en oversigt over Twitter’s brugere, og ikke mindst aktivitetsniveauet.
Jeg svinger selv en del i mit brug af Twitter, og bruger det nok mest som research til min undervisning – og min interesse generelt. Der skal ske lidt mere med Twitter i Danmark før jeg tror det bliver super interessant. Vi rider stadig på Facebook bølgen, og er nok ikke helt klar til endnu et nyt medie, et medie der endda har samme funktion som vi allerede har på Facebook. Men, jeg hænger i derinde, om ikke andet så for at se hvad andre bruger det til.
Der er en del interessante tal i rapporten, og jeg vil lige nævne et par stykker her, men vil da opfordre jer til at slå et smut forbi Sysomos og læse resten:
- 85,3% af alle Twitter brugere skrivere mindre ét indlæg dagligt
- 21% af brugerne har aldrig skrevet et indlæg
- 5% af alle brugere står for 75% af aktiviteten
- 93,6% af brugerne har mindre end 100 “followers” og 92,4% følger mindre end 100
Tallene bliver interessante når man ser dem i et markedsføringsperspektiv, for betyder tallene at vi ikke bruger Twitter, eller at vi bare er på en “kigger” – lidt ligesom vi har set tendensen på blogs? Jeg følger et par corporate tweets, og synes godt nok kvaliteten er svingende. Danmark har stadig lidt at lære på det område, her er USA en kende foran (igen), men lad os se hvad fremtiden bringer.
Jeg kan egenligt godt lide idéen om markedsføring via Twitter, da jeg betragter det lidt som et dynamisk og interaktivt RSS feed, og ikke mindst en måde for mig at blive hurtigt opdateret om stort og småt. Men når det så er sagt, så bruger jeg da mere tid på de private profiler og deres tweets. Det er muligvis mit “reklamefilter” der ganske enkelt vælger ikke at bruge tid på virksomheder (hvis reklamer jeg bliver udsat for alle mulige andre steder), men hellere vil have informationer og tweets fra de personer jeg føler jeg kender – nu hvor jeg følger dem i tykt og tyndt
Nå, det kan være jeg er blevet klogere om et par måneder, i den her verden går det jo helt vildt stærk!
Måske du har nogle tanker om coporate tweets? Smid endelig en kommentar!
