Archive for March 5th, 2009
Man taler ofte om, at viden deles og skabes i det fælles rum, der opstår mellem to eller flere personer, når de mødes i projektgrupper, over kaffen, til temamøder eller på gangene i en virksomhed. Man taler også om, at denne værdifulde viden ofte og måske udelukkende skabes, når disse personer mødes face-to-face, da vi som mennesker er afhængige af de stimulanser, vi udsættes for, når vi fysisk kan se andres mimik og bevægelser, ligesom vi også kan høre intonationerne og pauserne i en ordstrøm.
Men er det ikke ved at være overflødigt med disse inputs? Er vi ikke ved at være så digitaliserede, at vi ikke behøver at gøre brug af hele sanseapparatet for at kunne dele og skabe viden i fællesskab med andre mennesker?
Vi ser i dag utallige eksempler på, hvordan der skabes viden og arbejdes på projekter via virtuelle møde- og projektrum, ligesom man også længe har benyttet sig af diverse typer netværk til at høste og lagre viden. Ofte klassificeres denne viden som explicit viden, dvs. viden der er skrevet ned, og som kan kombineres med anden explicit viden og dermed skabe ny viden. Men kan man ikke også finde implicit viden i en wiki?
Jeg har de sidste to år beskæftiget mig med wikis til videndeling og samarbejde, og senest på et mere akademisk plan hvor jeg netop har stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt man kan opleve implicit viden i en wiki – altså den type viden som ellers altid forbindes med face-to-face kommunikation, og hvis cirkulation og penetration er afhængig af en dialog mellem to eller flere deltagere i et fysisk rum. Går man dybt ned i den tekst vi finder på wikis som eksempelvis Wikipedia, findes der utallige eksempler, på implicit viden der konverteres til explicit. Her mødes brugerne i det virtuelle rum, diskuterer begreber og koncepter, og udvikler i fællesskab viden om emner der spænder fra opbygningen af koffein-molekylet, til hvad der ligger bag begreber som eksempelvis ‘finans.’ Alt dette gør de uden at mødes eller at have nogen form for forhåndskendskab til hinanden.
De indgår altså i en proces hvor implicit viden konverteres til explicit viden, og det er lige præcis det der sker når vi i dag mødes over kaffen, ved mødebordet eller i en projektgruppe. Men når nu der findes så mange eksempler på dette i det virtuelle rum, nærmer vi os så en tid hvor face-to-face er på vej ud når det gælder videndeling og projektsamarbejde?
(Artiklen er ment som et oplæg til debat, og bliver bragt i den kommende udgave af VidenDanmarks nyhedsbrev som man kan tilmelde sig på www.videndanmark.dk)