Archive for April, 2010

12th April
2010
written by lv

Jeg startede ugen, og ikke mindst dagen, med et inspirerende morgenoplæg på ASB, under overskriften “Hvad er strategi i en virksomhed?”

For det første var det skønt at få lidt akademisk input, når nu det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst sad med ved en forelæsning, og for det andet var det bare et super interessant emne. Og ja ja, nu skal jeg nok se at komme til sagen :-)
Oplægget var ved Elmer Fly Steensen, lektor ved Institut for Marketing og Statistik på ASB, og handlede altså om begrebet “strategi” – hvordan vi bruger det, og hvilke forskellige typer strategi vi typisk arbejder med i virksomhederne.

Som begreb findes der flere fortolkninger end hvad godt er – specielt internt i virksomheder. For hvad er det? En plan, et mål, en vision, en måde at arbejde på, eller noget helt andet?

Helt overordnet kan man sige at vi har en:

Strategisk hensigt –> Hvoraf nogle dele bliver gennemført –> Den realiserede strategi

Med i denne process finder vi også den emergerende strategi – de ting der dukker op undervejs, og dermed også bliver en del af den realiserede strategi, men som altså ikke var en del af den strategiske hensigt.

Kigger man i lærebøgerne efter en definition på begrebet “strategi” finder du en hel del! Elmer Fly Steensen valgte at fremhæve Mintzberg & Water’s definition:

Strategi er et mønster i en strøm af handlinger

Det lyder måske en anelse langhåret, men hvis vi sætter det sammen med processen illustreret foroven, så skal strategi opfattes som et realiseret mønster – dvs. en række handlinger der tilsammen danner et mønster og altså udgør vores strategi.

De fem forskellige typer af organisatorisk strategi:

Steensen har opstillet fem forskellige typer strategier. Fælles for dem alle er, at de kan være intenderet (reelle hensigt) og/eller kommunikeret – eller slet ingen af delene.

De fire første strategier er de forskellige typer der på den ene eller anden måde munder ud i den femte – den realiserede strategi.


Den fælles strategi:

…er den såvel intenderede som kommunikerede strategi. Den indeholder fælles visioner, målsætninger, politikker og direktiver, og er ofte kendetegnet ved at indeholde narrativer, symboler og metaforer. Vi gør altså rent faktisk det vi siger vi vil gøre.


Den skjulte strategi:

…er intenderet men ikke kommunikeret. Den er typisk kendetegnet ved at ledelsen har skjulte/usynlige planer, de har en implicit strategi, skjulte dagsordener, personlige visioner eller en fortrolig strategi.

Men hvorfor har vi skjulte strategier i virksomheder?

- interne grupper deler ikke de officielle hensigter og danner i stedet deres egne
- ledelsen kan ikke/ønsker ikke at kommunikere deres intentioner for medarbejderne (endnu?)
- ledelsen føler ikke at intentionerne kan kommunikeres ud af hensyn til eksterne interessenter
- lederne har alternative strategier, som forfølges samtidigt, for at sikre en tilstrækkelig strategisk fleksibilitet


Den falske strategi:

…er kommunikeret men ikke intenderet. Den er ofte kendetegner ved at inkludere tricks og falske planer, den gør brug af strategisk bluf og ledelsen udsender falske erklæringer.

Og hvorfor har vi så falske strategier?

- det kan helt elementært skyldes fejl eller manglende opdatering af den eksterne kommunikation, eller…
- lederne kommunikerer falske intentioner for at vildlede konkurrenter
- lederne kommunikerer falske intentioner af hensyn til andre eksterne interessenter
- lederne kommunikerer falske intentioner til medarbejderne for at dække over skjulte intentioner

Der er selvfølgelig også konsekvenser ved at vælge en falsk strategi. Der er eksempelvis en høj etisk/kritisk risiko ved denne type strategi, og det er altså ikke altid at målet helliger midlet. Der er også en høj risiko for at der skabes et mistillidsforhold mellem ledelsen og medarbejderne.


Læringsstrategien:

..er også den type strategi man kan kalde “ikke overvejet” eller et “strategisk potentiale”. Det er hverken intenderet eller kommunikeret, og er altså en uudforsket strategi, der kun kan fremprovokeres gennem læring og de organisatoriske dynamikker. Jeg må indrømme at mine tanker vandrede lidt andre steder hen under lige præcis denne gennemgang, hvorfor jeg ikke har mange flere linier at tilføje om denne type. Det var nu heller ikke her fokus var under oplægget, da vi mere så på de ‘skjulte’ og ‘falske’ strategier.


Den realiserede strategi:

Og endelig har vi selvfølgelig den realiserede strategi, der, ligesom modellen øverst illustrerer, er den strategi vi rent faktisk ender med.

Som sagt var der primært fokus på den skjulte og den falske strategi – men de er jo heller ikke helt uvæsentlige. De findes i rigtig mange virksomheder, og er interessante set fra en kommunikativ vinkel. Vi siger ét men gør noget andet, alene med det formål at pleje nogle interessenter eller medarbejdere, for at forme og påvirke markedet, eller for at vildlede vores konkurrenter.

Og hvad har alt det her så at gøre med sociale medier og webkommunikation? Jo, man kan jo ikke have en kommunikationstrategi uden også at være bevidst om hvad strategi er, og ikke mindst hvordan det kan/skal anvendes :-) Al strategisk kommunikation skal igennem en eller anden form for kanal – den kan være mundtlig eller skriftlig, og foregå i de trykte medier eller online.

Jeg håber at mine noter kunne inspirere dig. Du er velkommen til at kontakte mig eller læse mere om mig på www.v-kom.dk.

Comments Off
7th April
2010
written by lv

…således var overskriften på et spændende gå-hjem-møde ved Recommended i Århus – arrangeret af CA. Nogle gange har man brug for inspiration udefra – ikke bare fra bøger og spændende artikler – men fra kollegerne i branchen, der måske har en anden tilgang til tingene. Og denne aften var det Mie Krogh, kontaktdirektør ved Recommended i Århus, der stod for det faglige indspark. Og hvem ved, måske du kan finde inspiration i et par af mine noter.

Aftenens oplæg var meget i overskrifter, og jeg vil nøjes med at se på de ting jeg fandt særligt interessant – set ud fra hvad jeg arbejder med. Den røde tråd gennem hele arrangementet, var naturligvis at få mest muligt ud af sit marketingbudget, og man kan vel sammenligne det med sponsorater – hvis ikke man aktiverer sit sponsorat, får man ikke meget værdi ud af det. Det samme gør sig altså gældende med dine marketingkampagner; de skal aktiveres og der skal følges op på dem. Endeligt er der også en masse billigere løsninger i form af eks. Facebook, Twitter og Foursquare, som måske er værd at se på – specielt i disse tider hvor budgetterne har det med at skrumpe.

Men lad os gå ombord i fire af de eksempler jeg gerne vil fremhæve:

Marketing er andet end kampagner

Som medarbejder i en marketingafdeling, handler det måske om at se på nye måder at optimere sin eksterne kommunikation. Mie Krogh gav et eksempel fra altan.dk (som i skrivende stund er ved at banke en altan op hjemme ved mig), hvor marketingchefen havde iværksat en kundetilfredshedsundersøgelse. Ved at fokusere på alle delprocesserne – fra bestilling til det færdige resultat – kunne han dermed se hvilke delprocesser der eventuelt skulle ændres, så han dermed opnåede hans primære mål – glade kunder. Det er stadig marketing, men set fra en anden vinkel. Og bonuseffekten er her, at det ikke kun gavner marketingafdelingen men også har en effekt igennem hele organisationen.

“Skab en platform”

Med ‘platform’ mener Mie Krogh at man skal skabe et grundlag for alle ens kampagner – de skal alle starte fra det samme sted. Med en fælles platform for alle kampagner, opnår man ikke bare en ensartet og konsistent markedsføring, men man undgår også at opfinde den dybe tallerken hver gang man vil søsætte en ny kampagne. Som case talte Mie Krogh om Sportigan hvis brand statement er “Gør din krop en tjeneste” – et statement som altså danner grundlag for alle deres kampagner. Din platform består af beskrivelsen af dit brand, dine brand values, mission, vision, positionering og til sidst dit brand statement. Med det i baghånden behøver man ikke at sætte den store brainstorm i gang, hver gang der skal laves en ny annonce – idéen ligger allerede klar!

Virksomhederne ud af Facebook!

Hvad så med de sociale medier? De er jo gratis at anvende (koster dog mandetimer), og forbrugerne anvender dem, så burde vi ikke også?

En af tilhørerne til aftenens arrangement, gjorde opmærksom på en meget omtalt undersøgelse fra Dwarf, der indikerer at brugerne af Facebook faktisk slet ikke er interesseret i at virksomhederne bruger Facebook som reklamemedie! Tallene fra Dwarf’s undersøgelse viser, at 5 ud af 10 ikke mener, at erhvervslivet har noget at gøre på Facebook, og at 4 ud af 10 helt afviser at blive venner med eller fans af virksomheder.

Men, nu kan man jo også vælge en mere positiv tilgang (set fra erhvervslivets side), der hedder, at halvdelen af brugerne ikke har noget imod, at virksomhederne er på Facebook, og at 6 ud af 10 rent faktisk godt vil være fans af eller venner med en virksomhed.

Det, der er super vigtigt at huske på, er, at hvis man vil være til stede på Facebook, skal man give brugerne noget relevant. Det må aldrig blive til spam, og de må aldrig føle, at du kun er der for at snakke reklamesnak med dem. Det er vigtigt at man tager udgangspunkt i mediet og ikke sit produkt. Se på hvad mediet kan tilbyde både teknisk og kommunikativt, og derpå om det passer ind i den type virksomhed du har, eller den service du tilbyder, og ikke mindst den måde du ønsker at kommunikere med din målgruppe på. Hvis det gør det, vil du opleve en højere grad af succes, end hvis din første tanke er “Facebook? Lad os bare prøve det!”

Vi må ikke glemme at vi er mennesker…

Der blev også talt om Kotler’s 4 P’er – Product, Price, Place og Promotion – og at tiden er inde til at tilføje det 5. P for People. Det er nu ikke den første gang det bliver nævnt, men ikke destomindre er det yderst relevant, og jeg kommer til at tænke på et blogindlæg, som jeg linkede til på min facebookgruppe, hvor de 4 P’er var omskrevet til at passe til de sociale medier. Det er et kig værd!

Nå, men det var hvad jeg fik ud af aftenen, og jeg håber at du også kan tage lidt med dig herfra. Hvis du er interesseret i at læse mere om deres arrangementer, kan du se mere på www.ca.dk/foredrag

Comments Off