Posts Tagged ‘Facebook’

2nd March
2010
written by lv

Ja, det er spørgsmålet, og noget mange virksomheder spørger sig selv om i dag. Skal de anvende sociale medier som en del af deres eksterne kommunikation?

Svaret kan være både ja og nej. Men hvad enten en virksomhed anvender sociale medier eller ej, kan vi ikke komme udenom at langt de fleste virksomheder bør have en social mediestrategi, for så længe deres kunder anvender de sociale medier som talerør, bør virksomhederne forholde sig til det.

Har man besluttet sig for at anvende de nye medier, bør man først og fremmest tænke over hvad formålet er – hvad vil I gerne opnå? Et større kendskab til Jeres brand? En tættere kontakt med Jeres kunder? Mere salg?

En virksomhed som Normann Copenhagen har valgt at satse stort på de sociale medier, og ikke nødvendigvis for at få en større omsætning, men for at udbrede kendskabet til deres brand og produkter. De anvender derfor både Flickr, Twitter, blog, Facebook og Youtube, og oplever en tættere kontakt med deres kunder.

Det, der gør de sociale medier så spændende, er de muligheder, der er for en virksomhed, for at få et enestående indblik i hvad kunderne mener om dem. Jeg har tidligere skrevet om bogen “Groundswell” af Li & Bernoff, der beskriver hvordan “understrømmen” (Groundswell) – dine kunders samlede stemme – kan være din genvej til uvurderlige data og informationer om hvad dit brand/produkt betyder for dem.

Li & Bernoff taler om tre måder, hvorpå du kan interagere med din understrøm; du kan lytte til dem, tale med dem og forsøge at engagere dem, hvad enten du finder dem på LinkedIn, Facebook, Flickr, Twitter eller gennem et nyhedsbrev eller en blog. Jeg vil ikke begynde at genfortælle hvad der ligger i de tre områder, da de som sagt allerede er beskrevet i et tidligere indlæg. Jeg vil blot fremhæve dem igen, for at vise hvilke kommunikationsmuligheder vi ser med de sociale medier.

Det er også vigtigt, at man ikke kun tænker på de sociale medier udelukkende som nye salgsværktøjer, men også medier der kan bruges til eks. videndeling og rekruttering. Et eksempel på videndeling ser vi hos Dell, der har oprettet en Facebook fanside under navnet “Social Media for Small Business – Powered by Dell”. Siden er ment som et sted, hvor små virksomheder kan få hjælp og indspark til brugen af sociale medier, ligesom du også kan hos Vittrup | Kommunikation på Facebook :-)

Hvad angår rekruttering, har Normann Copenhagen, som jeg nævnte ovenfor, endda oplevet at deres aktiviteter på eks. bloggen og Twitter, har fungeret som gode værktøjer til rekruttering. Den store bonuseffekt var også, at de ansøgninger de fik via Twitter, var fra ansøgere der havde en oprigtig interesse i virksomheden, som havde fulgt dem via de sociale medier og derigennem havde en dybdegående indsigt i Normann Copenhagen.

Der er altså mange anvendelsesmuligheder, og de behøver derfor ikke kun at handle om ren markedsføring udlodning af konkurrencer, rabatter og tilbud – de kan bruges til meget mere :-)

17th February
2010
written by lv

Da jeg var på AoIR konferencen tilbage i oktober 2009, var jeg til et oplæg af Lisbeth Klastrup om tendensen indenfor statusopdateringer på sociale medieplatforme som Facebook og Twitter.

Fænomenet med små korte opdateringer kaldes også for Social Storytelling (SST), og kan betragtes som en slags ‘soap opera’ med dig i hovedrollen. At man kan kalde det for ‘soap’ er egentlig meget tydeligt, hvis man ser på det, der kendetegner langt de fleste opdateringer:

  • Sladder
  • Detaljer fra privatlivet
  • Følelser
  • Flere historier/plots
  • Nutidigt
  • Skildring af hverdagen

Klastrup inddelte statusopdateringerne i tre kategorier:

  • Episodiske: du fortæller om noget der allerede er sket
  • Dramatiske: du forsøger at vække læserens interesse ved at skrive ‘skæve’ og mærkelige opdateringer
  • Engagerende: du forsøger at få dine læsere til at kommentere på din opdatering

At jeg først nu vender blikket tilbage til dette oplæg, skyldes en artikel fra Metroexpress, der handler om brugen af sociale medier i undervisningen i den danske folkeskole. Det er efterhånden ingen hemmelighed, at de danske børns læse- og skriveevner ligger på et meget lavt niveau – målt i forhold til andre europæiske lande – og efter en læsekonference i København i januar 2010, blev der derfor rejst forslag om brugen af de sociale medier i undervisningen,

Man kan måske synes det er lidt mærkeligt at bruge de meget korte statusopdateringer som en del af læseplanen, specielt når man ser på det sprog mange unge anvender. Der er jo både forkortelser, slangudtryk og engelske ord. Jeg sidder nogle gange selv og undrer mig over hvad en af mine familiemedlemmer – en 15-årig pige – skriver i hendes opdateringer. Det giver ikke altid mening for mig, men det gør det tilsyneladende for hendes jævnaldrende venner – er det så mig der er ved at blive gammel? :-)

Nå, men tilbage til artiklen. Ditte Laursen, forsker i digital kommunikation ved Syddansk Universitet, kommenterede på ovenstående problematik:

“At læse og skrive handler ikke kun om at stave korrekt. Det handler også om at blive forstået.”

Det, Ditte Laursen her taler om, er mere fokus på diskursanalyse. For de endnu ikke indviede, er diskursanalyse kort fortalt en analyse af et stykke tekst (skriftligt eller mundtligt), hvor man forsøger at kortlægge hvad det reelle indhold er (altså ikke bare de skrevne ord). Man kan analysere på en række parametre, og i mit arbejde, fokuserer jeg på syv forskellige virkemidler, som vi alle bruger i større eller mindre grad, hver gang vi kommunikerer:

  1. Vi forsøger at sætte det, vi siger, ind i en sammenhæng.
  2. Vi vælger vores ord, så det, vi siger, indikerer, hvad vi mener er rigtigt eller forkert.
  3. Vi indikerer via vores (fag)sprog, hvilken faggruppe vi tilhører.
  4. Vi forsøger at gøre vores ytringer værdifulde og vigtige.
  5. Ved hjælp af vores ord viser vi, hvilken aktivitet vi deltager i.
  6. Vi bruger vores sprog til at indikere at vi har en bestemt identitet eller rolle i den givne sammenhæng.
  7. Vi indikerer hvilke relationer eller forhold vi har til vores læsere/lyttere.

Jeg vil vende tilbage til ovenstående i et senere indlæg, men nævner det blot her for at sige, at det netop er utroligt vigtigt at vi bliver mere bevidste om hvordan vi udtrykker os, da der er så mange lag man kan tolke på, og hvorfor mange ofte føler sig misforstået.

Og eftersom vi alle er gået hen og blevet fortællere – igennem vores statusopdateringer på Facebook og Twitter – stiller det også større krav til vores kommunikative evner, og hvorfor ikke starte med at fokusere på det allerede i folkeskolen?

20th January
2010
written by lv

Charlene Li og Josh Bernoff, forfatterne bag bogen Groundswell (som jeg varmt kan anbefale), har, med udgangspunkt i mange af de data de har samlet gennem årene, udviklet et værktøj, der kortlægger dine forbrugeres Social Technographics® profil. Den inddeler forbrugere i seks niveauer, alt efter hvor meget man er aktiv gennem de sociale medier. For en kort gennemgang af de seks profiler, se præsentationen her:

Med det i mente, kan vi nu gå videre til “testen”. Det er en simpel test, baseret udelukkende på alder, geografisk placering og køn, men kan give en indikation af hvilken type ens målgruppe er. Der findes desværre ikke tal for Danmark, så vi må låne fra vores naboer i Sverige, og umiddelbart ser tallene meget fornuftige ud i forhold til de tendenser vi ser i Danmark:

Nedenstående Social Technographics® “stige” illustrerer en undersøgelse foretaget i USA i 4. kvartal 2009. Personligt kravler jeg godt og grundigt op og ned af stigen, og befinder mig godt på alle trin – dog ikke som “Inactive” :)

Smut også en tur forbi Vittrup | Kommunikation

Previous
Next