Posts Tagged ‘now marketing’

12th January
2010
written by lv

Overskriften er fra en diskussion jeg følger på LinkedIn. Diskussionen finder sted i en gruppe jeg er medlem af – Twitter Power for Business – og er en af den slags grupper, der gør, at jeg begynder at bruge LinkedIn mere og mere. Både til at netværke med mine “kolleger” i branchen, men altså også til at få faglige indspark til mange af de emner jeg arbejder med til daglig.

Men hvordan måler man så sin ROI hvad angår brugen af sociale medier? Det er vel det langt de fleste virksomheder spørger sig selv om lige for tiden. Skal vi bruge tiden på det, eller er det bedre at lade være? Personligt er jeg stor fan af de mange ny teknologier, og som netop nævnt, finder jeg hele tiden nye måder at anvende dem på (før brugte jeg eks. kun LinkedIn som referenceværktøj). Men når det så er sagt, så skal enhver virksomhed selvfølgelig overveje hvad de egentlig vil opnå gennem de sociale medier – det siger lidt sig selv.

Men nu tilbage til diskussionen på Linkedin. Der er en del spændende indlæg, og mange indeholder gode referencer til videoer, white papers og andre blogindlæg, hvor emnet bliver vendt og drejet. Men lad os lige kaste et blik på en video af forfatteren til Socialnomics, Erik Qualman, der giver et hurtigt indblik i hvordan amerikanske virksomheder har formået at udnytte mulighederne i de sociale medier:

Skal vi se lidt nærmere på Europa, og nogle af de mest brugte værktøjer, er denne video fra KMF i Tyskland en god inspiration (er på engelsk):

Det er første gang at jeg er stødt på begrebet “now marketing”, hvor ligetil det egentlig er. For det er jo lige præcis det, det handler om. Via Twitter, Facebook og lignende sociale medier, er virksomheder udsat for såvel positiv som negativ omtale, ligesom de også selv har mulighed for at kommunikere/reagere lige nu og her – NOW marketing! Et meget spændende begreb, som hermed sparkes videre til eventuelle specialeskrivere…

2009 Business Social Media Benchmarking Study

I et af indlæggene i diskussionen, bliver der henvist til Business.com’s 2009 Business Social Media Benchmarking Study, der er baseret på knap 3000 besvarelser fra virksomheder i USA. Rapporten er spækket med spændende tal, og jeg vil ikke liste alle op her, men i stedet opfordre til at I selv henter den ned via ovenstående link (kræver at man registrerer sig med email).

Hvis vi først ser på hvilke forretningsområder/industrier, der anvender sociale medier kommer størstedelen fra ejendomsmæglerbranchen, sundhedssektoren og byggebranchen, hvorimod reklamebranchen, finanssektoren og detailbranchen, er nogle af dem, der bruger de sociale medier mindst – omend de stadig bruger dem.

Det var umiddelbart ikke lige det jeg havde forventet – set med danske øjne. Uden at have tallene for Danmark, ville jeg umiddelbart liste dem omvendt, og sige at detailbranchen, finanssektoren og PR, reklame og marketing var nogle af de områder der mest anvendte sociale medier – ihvertfald i Danmark. Hvad er din mening? Giv endelig lyd :)

Undersøgelsen viste også, at det ofte er de helt små virksomheder, der aktivt gør brug af sociale medier. Det hænger nu nok sammen med prisen på værktøjerne (gratis!) og ikke mindst det “sociale” – for hvor social kan man være i en virksomhed med 500+ medarbejdere modsat en med 10? Og her taler jeg selvfølgelig om forholdet til kunderne, og ikke medarbejderne imellem ;)

Dem, der typisk driver virksomhedernes engagement i de sociale medier, er som oftest marketingafdelingen (66%) og kundeservice (23%). Sidstnævnte, fordi mange virksomheder har set muligheden i at nå deres kunder hurtigere og mere effektivt igennem sociale medier – ofte gennem support fora og lignende communities hvor spørgsmål og svar gemmes til hjælp for andre, og hvor brugerne ofte også hjælper hinanden.

De tre primære sociale medier blandt de adspurgte virksomheder er:

  1. Facebook (80%)
  2. Twitter (56%)
  3. LinkedIn Groups (39%)

Og nu til det vigtigste – ROI! Hvordan måler de adspurgte virksomheder deres ROI? Først blev de spurgt til de mest vigtige succeskriterier, med andre ord, hvilke kriterier der ville afgøre hvorvidt deres indsats med de social medier var det værd. Top fire er som følger:

  • Trafik på websitet
  • Kontakt til prospekter
  • Brand awareness
  • Kontakt med kunder

Men, på hvilke områder var de så rent faktisk i stand til at se en forskel?

  • Mængden af trafik på deres site
  • Feedback på deres produkter
  • Omsætningen

Ikke helt uvæsentlige faktorer, men ser man på de kriterier de listede som de vigtigste, er det faktisk kriterier som brand awareness og brand reputation der scorer lavest. Virksomhederne har ikke nogen fornemmelse af hvorvidt deres aktiviteter på de sociale medier kan måles på netop disse områder, på samme måde som det er muligt med de tre ovennævnte.

Men, jeg vil nu sige at det er højest værdifuld viden de indtil videre har opnået. Den feedback de får på deres produkter – direkte leveret fra brugerne selv – er uvurderlig i forhold til den videre udvikling af såvel produkterne som virksomheden. Og så gør det da heller ikke noget hvis man også kan se lidt på omsætningen ;)

Hvad er din/jeres erfaring med brugen af sociale medier? Har i haft mulighed for at måle effekten?

Smut også en tur forbi Vittrup | Kommunikation

Comments Off