Posts Tagged ‘statusopdateringer’

En læser her på bloggen, sendte mig et link til et spændende indlæg på en tysk blog – der heldigvis var oversat til engelsk!

Bloggen tilhører result, der er et internationalt markeds- og medieforskningsinstitut, som fokuserer på blandt andet web 2.0 og sociale medier. Indlægget beskriver en netop afsluttet undersøgelse foretaget af result, der forsøger at kortlægge forskellige typer af brugere på Twitter. De data, der ligger til grund for undersøgelsen, er ca. 17.000 tweets, generet af godt 500 tyske brugere af Twitter. På baggrund af de data, har result konkluderet at man kan inddele brugerne i ni typer:

Chatter – bruger typisk Twitter som et almindeligt chatrum, og ved hjælp af retweets og direkte beskeder kan de føre samtaler med mange.

Impulsive – er meget emotionelle, og deres tweets indeholder ofte udtryk for meninger og holdninger til ting.

Repeater – bruger Twitter til at samle (og linke til) alle deres kommunikationskanaler. De har måske både en blog, en profil på LinkedIn og Facebook og nu også en Twitter konto, og har derfor valgt at lade Twitter være den primære kanal, der linker alle kanaler sammen.

Chronisten – bruger Twitter til at fortælle hvad de laver lige nu og her. De svarer altså på det oprindeligt spørgsmål fra Twitter: “What are doing right now?”

RealTimer – lidt ligesom Chronisten, men bruger i stedet Twitter til at fortælle hvad der sker lige nu, dvs. hvad er “snakken” lige nu – hvad enten det er på Twitter, på blogs, eller på nettet generelt.

Monothematic – fokuserer typisk kun på et enkelt tema i sine tweets. I mit tilfælde handler mine tweets typisk om sociale medier, eller mere generelt om webkommunikation.

De sidste tre er ikke beskrevet af result, men man kan jo gætte sig lidt frem:

Credible Company – afsenderen er højest sandsynlig en virksomhed, og hvor formålet med deres tweets udelukkede er at skabe gennemsigtighed og troværdighed igennem deres kommunikation.

Promotor – sikkert også en virksomhed, der bruger Twitter udelukkende som en reklamekanal, hvor de kommunikerer gode tilbud, rabatter, konkurrencer og lignende.

Exogene – den her er jeg ikke helt sikker på, men man må antage at de med exogen mener at de resterende 7% i deres undersøgelser ikke kan placeres under de otte andre områder, og derfor hører under “andre typer”.

Jeg har i et tidligere indlæg talt om statusopdateringer som sociale fortællinger og de karakteristika, der er, for de statusopdateringer folk skriver – hvad enten det er er på Twitter eller Facebook. At man kan kategorisere folk ud fra deres adfærd på online social networking sites (OSNs) bliver interessant – set med virksomhedernes øjne – når de sammenstilles med en undersøgelse foretaget af Back et al (igen, tak til vores læser). Undersøgelsen fastslår nemlig, at vi er meget ærlige i vores kommunikation, om hvem vi er, når vi anvender OSNs, og altså ikke, som nogle vil påstå, forsøger at være en anden.

Og hvad kan man så bruge det til set med virksomhedernes øjne? Jo, når (for)brugerne er så sandfærdige og oprigtige i deres fremstilling af dem selv i det virtuelle miljø, er det derfor endnu mere vigtigt at virksomhederne gør deres online kommunikation mere gennemsigtig, troværdig, realistisk og ikke mindst nærværende.

Vi som forbrugere bliver mere og mere personlige i en online verden uden fysisk kontakt, hvor vi, til trods for at vi er ‘venner’ med flere hundrede personer, ikke står tilbage for at fortælle verden at vi “…er på vej ud for at vaske bilen” eller at man “…er træt af det offentlige. De vil ikke lade mig se min søn!”

Når vi selv er blevet så personlige i vores kommunikation, har vi derfor heller ikke lyst til at tale med en virksomhed eller et brand, men derimod med mennesker. Så hvis en virksomhed ønsker at være tilstede på OSNs, må og skal virksomheden tilpasse deres kommunikation, ellers vil de ikke opnå den kontakt til deres målgruppe, som de er der for at få.

Hvad mener du om emnet? Kan en virksomhed opnå en tæt kontakt med deres kunder/målgruppe igennem distanceret (læs: upersonlig) kommunikation på OSNs? Er der en grænse for hvor personlig man kan være?

Smid endelig en kommentar

Har du gode/dårlige eksempler på hvordan virksomheder kommunikerer på OSNs, må du endelig også komme med dem.

Da jeg var på AoIR konferencen tilbage i oktober 2009, var jeg til et oplæg af Lisbeth Klastrup om tendensen indenfor statusopdateringer på sociale medieplatforme som Facebook og Twitter.

Fænomenet med små korte opdateringer kaldes også for Social Storytelling (SST), og kan betragtes som en slags ‘soap opera’ med dig i hovedrollen. At man kan kalde det for ‘soap’ er egentlig meget tydeligt, hvis man ser på det, der kendetegner langt de fleste opdateringer:

• Sladder
• Detaljer fra privatlivet
• Følelser
• Flere historier/plots
• Nutidigt
• Skildring af hverdagen

Klastrup inddelte statusopdateringerne i tre kategorier:

• Episodiske: du fortæller om noget der allerede er sket
• Dramatiske: du forsøger at vække læserens interesse ved at skrive ‘skæve’ og mærkelige opdateringer
• Engagerende: du forsøger at få dine læsere til at kommentere på din opdatering

At jeg først nu vender blikket tilbage til dette oplæg, skyldes en artikel fra Metroexpress, der handler om brugen af sociale medier i undervisningen i den danske folkeskole. Det er efterhånden ingen hemmelighed, at de danske børns læse- og skriveevner ligger på et meget lavt niveau – målt i forhold til andre europæiske lande – og efter en læsekonference i København i januar 2010, blev der derfor rejst forslag om brugen af de sociale medier i undervisningen,

Man kan måske synes det er lidt mærkeligt at bruge de meget korte statusopdateringer som en del af læseplanen, specielt når man ser på det sprog mange unge anvender. Der er jo både forkortelser, slangudtryk og engelske ord. Jeg sidder nogle gange selv og undrer mig over hvad en af mine familiemedlemmer – en 15-årig pige – skriver i hendes opdateringer. Det giver ikke altid mening for mig, men det gør det tilsyneladende for hendes jævnaldrende venner – er det så mig der er ved at blive gammel?

Nå, men tilbage til artiklen. Ditte Laursen, forsker i digital kommunikation ved Syddansk Universitet, kommenterede på ovenstående problematik:

“At læse og skrive handler ikke kun om at stave korrekt. Det handler også om at blive forstået.”

Det, Ditte Laursen her taler om, er mere fokus på diskursanalyse. For de endnu ikke indviede, er diskursanalyse kort fortalt en analyse af et stykke tekst (skriftligt eller mundtligt), hvor man forsøger at kortlægge hvad det reelle indhold er (altså ikke bare de skrevne ord). Man kan analysere på en række parametre, og i mit arbejde, fokuserer jeg på syv forskellige virkemidler, som vi alle bruger i større eller mindre grad, hver gang vi kommunikerer:

1. Vi forsøger at sætte det, vi siger, ind i en sammenhæng.
2. Vi vælger vores ord, så det, vi siger, indikerer, hvad vi mener er rigtigt eller forkert.
3. Vi indikerer via vores (fag)sprog, hvilken faggruppe vi tilhører.
4. Vi forsøger at gøre vores ytringer værdifulde og vigtige.
5. Ved hjælp af vores ord viser vi, hvilken aktivitet vi deltager i.
6. Vi bruger vores sprog til at indikere at vi har en bestemt identitet eller rolle i den givne sammenhæng.
7. Vi indikerer hvilke relationer eller forhold vi har til vores læsere/lyttere.

Jeg vil vende tilbage til ovenstående i et senere indlæg, men nævner det blot her for at sige, at det netop er utroligt vigtigt at vi bliver mere bevidste om hvordan vi udtrykker os, da der er så mange lag man kan tolke på, og hvorfor mange ofte føler sig misforstået.

Og eftersom vi alle er gået hen og blevet fortællere – igennem vores statusopdateringer på Facebook og Twitter – stiller det også større krav til vores kommunikative evner, og hvorfor ikke starte med at fokusere på det allerede i folkeskolen?