Posts Tagged ‘videndeling’
Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst legede i ‘bølgerne’ på min Google Wave konto, og mine første indtryk var da også temmelig blandede. Hvis jeg lige kort skal ridse op hvad Wave er, så kan man sige at det en blanding af email, dokumenthåndtering, en wiki, chat og sikkert noget helt femte, som jeg har glemt. Forvirret? Det forstår jeg godt. Hvis ikke lige man har prøvet kræfter med det kan det godt virke lidt abstrakt. For at gøre det lidt mere forståeligt, har du her et screen shot af min startside på Wave:
Yderst til højre har jeg min navigation og min kontaktliste over dem jeg er på Wave med (ligesom en liste over kontaktpersoner på MSN eller Facebook). I midten har jeg så min indbakke med de Waves jeg er en del af. Det kan både være Waves jeg har startet, eller Waves som jeg er inviteret til at deltage i (fuldstændig ligesom emailkorrespondance). Øverst i midten har jeg mulighed for at starte nye Waves, og kan så vælge ud fra listen af kontaktpersoner, hvem jeg gerne vil have til at deltage i den.
Yderst til højre er der et eksempel på en Wave jeg deltager i. Vi er fem deltagere på den, og vi kan altså hver især tilføje, slette og rette i den her Wave (betragt det som et dokument). Der bliver også løbende udviklet nye features og applikationer, som man kan tilføje sin Wave (se bla. filmen nedenfor). Det der gør den her proces ekstra spændende er, at selve dokumentet er i real-time. Det vil sige, at er der en af de andre, der sidder og skriver i dokumentet, kan jeg se det ske lige foran mig! Både når han sletter og tilføjer, eller flytter cursoren lidt længere hen på linjen. Lidt sjovt
Og det er nok blandingen af alle de her funktionaliteter der gør det lidt svært at finde balancen i de her bølger - for der er rigtig meget man kan med en Wave. Denne video illustrerer på underholdende vis hvad man blandt andet kan (men det går hurtigt, så følg godt med!):
For en mere stille og rolig gennemgang, kan jeg henvise til et par videoer i et tidligere blogindlæg.
Og heldigvis for mig (og jer), er der der andre der har taget sig tid til at gennemgå Wave lidt mere grundigt, og ikke mindst set på mulighederne for at bruge Wave internt i en virksomhed.
Mashable, som i øvrigt leverer meget andet godt, har netop skrevet et indlæg om Google Wave - og tak for det
Jeg kan lige kort gennemgå de fem punkter, hvor forfatteren mener, der er gode anvendelsmuligheder for Wave:
- Konferencer: live-funktionen i Wave gør, at en virksomhed i virkeligheden kun behøver at sende én medarbejder afsted til konferencer. Ved hjælp af en Wave kan medarbejderen holde sine kolleger derhjemme opdateret om hvad der sker på konferencen (igennem hans notater), og de kan så omvendt stille spørgsmål til indholdet. Man kunne også bruge det som en ‘back channel’ - dvs. et sted hvor flere af konferencedeltagerne mødes for at diskutere den session eller diskussion de overværer lige nu (Twitter bliver f.eks. ofte brugt til det)
- Diskussionsforum: igen, live-funktionen gør det muligt at mødes i en Wave, hvor man kan diskutere problemer, og forsøge at finde en løsning med det samme
- Projektledelse: igennem en fælles Wave (læs: dokument eller wikiside) kan man arbejde på et projekt sammen med kolleger internt i en virksomhed, eller endda dele indholdet med kunden, så han/hun har mulighed for at følge med i processen, og stille spørgsmål undervejs
- Brainstorming: fungerer sådan set lidt ligesom pkt. 2 hvor man opretter en Wave for at diskutere et emne. På samme måde som emails, ligger disse Waves jo gemt i din indbakke indtil du sletter dem, hvorfor der kan brygges på nye koncepter i en uendelighe!
- Virtuelle møder: live-funktionaliteten gør igen at det er muligt at føre en samtale mellem mange på én gang, man kan trække dokumenter ind i samtalen og på andre måder agere et fysisk mødelokale. Smart
Jeg vil også lige tilføje den smarte funktionalitet der gør at man kan ‘bladre’ i en samtale (læs: Wave), og faktisk afspille samtalen fra sin begyndelse, og på den måde se hvordan man nåede fra A til B.
Lige nu skal man inviteres af andre Google Wave brugere for at prøve det af, og jeg har lige nu 22 invitationer tilbage - så sig til hvis du vil lege med i bølgerne
Smut også en tur forbi Vittrup | Kommunikation eller den nye side på Facebook!
Når mennesker mødes i online netværk som eksempelvis Wikipedia, er der tre vigtige områder, man skal være opmærksom på, såfremt det skal være en succes - kultur, kommunikation og kontroverser.
Og det behøver såmænd ikke kun at være netværk, hvor man forsøger at skabe enighed om, hvordan man skal beskrive en terrorist, eller præcist hvordan pyramiderne blev bygget. Det kan ligeså godt være internt i en organisation, hvor flere forskellige afdelinger anvender samme IT-værktøj til at dele viden med hinanden, samt samarbejde omkring projekter.
Hvis ikke vi har en forståelse for kultur, kommunikation og de kontroverser der kan opstå, så vil det ikke fungere optimalt.
Inspirationen til dette indlæg kommer fra blogindlægget “Wikimedia Strategy: Ideas for strengthening Online Communities” fra Harvard Business Review, og det følgende citat var det, der fik mig til at tænke på overskriften til dette indlæg:
“In a healthy community, contributors feel a sense of afiliation and social bonding, they come from diverse backgrounds and expertise areas required to accomplish the project’s expansive work, remain open to differences of perspective and able to resolve disputes respectively.”
“Kultur”
Når man går sammen i grupper omkring et projekt, det være sig offline som online, vil man altid opleve at der opstår en ‘kultur’ imellem medlemmerne af gruppen. Det kaldes også praksisfællesskaber eller på engelsk ‘communities of practice’.
Hvad angår kultur, ser man ofte i et praksisfællesskab, at gruppen danner regler for, hvad der er rigtigt og forkert, hvilke procedurer man vælger frem for andre, hvordan man taler sammen og hvem der taler med hvem om hvad - regler, der ikke nødvendigvis skrives ned, men læres igennem den interaktion, de har med hinanden.
Og ligesom der opstår en fælles forståelse for hvordan tingene gøres bedst, vil der også hurtigt opstå et fælles sprog og dermed en bestemt måde, som man kommunikerer med hinanden på.
“Kommunikation”
Som udenforstående, kan det være svært at skulle træde ind i et fællesskab, og forsøge at lære deres måde at kommunikere på. De har måske arbejdet sammen så længe, at de ikke længere behøver forklare tingene i dybden, men forstår hinanden med det samme. Det kan også være de bruger specielle ord og udtryk, som kun dé forstår meningen med.
“Kontroverser”
Der vil måske også pludselig dukke personer op, som ikke er interesseret i at være en del af fællesskabet, men måske har helt sin egen agenda - de rådne æbler! De vil altid være der, og de vil altid være irriterende. Du er måske stødt på dem i diskussionsfora eller i kommentarerne på en video på Youtube, hvor de i, til tider usaglige vendinger, forsøger at nedgøre indholdet - hvad enten det er en artikel i Wikipedia om Holocaust eller en video med Britney Spears på Youtube.
På et lidt mere sagligt plan kan det også være folk, der ganske enkelt har svært ved at følge de retningslinier (sagte eller usagte), der nu engang er lavet for det pågældende netværk, og som derfor hurtigt kan være med til at skabe en ubehagelig stemning.
Sproglige virkemidler
I et tidligere indlæg, fortalte jeg om syv sproglige virkemidler, som vi alle gør brug af, hver gang vi kommunikerer. Det virkede måske en smule abstrakt for dig på daværende tidspunkt, men med ovenstående i tankerne, bliver det forhåbentlig lidt mere håndgribeligt:
Så husk det nu…
Det er altså vigtigt at være bevidst om, hvad der sker med folk, når de bliver en del af et online netværk. Det er vigtigt at kunne forstå en gruppes kultur, ligesom gruppen skal kunne kommunikere den videre. Det er også vigtigt at have øje for, hvordan kulturen ændrer på vores sprog, og hvorfor det kan være svært for udenforstående at blive en del af et online netværk, hvis ikke de hjælpes lidt på vej. Og sidst men ikke mindst, skal et netværk også beskyttes mod dem der (endnu) ikke har forstået formålet med netværket, eller som bare ikke ønsker at deltage i fællesskabet på dets præmisser.
Er du stødt på netværk, hvor der var en speciel kultur? Har du oplevet kontroverser eller ‘rådne æbler’? Og hvordan oplever du det at kommunikere i et online netværk - er det svært? Smid endelig en kommentar, eller kom forbi Facebook (se link herunder), hvor der også er plads til diskussion
Smut også en tur forbi Vittrup | Kommunikation eller den nye side på Facebook!


